Teater

TEATER

Teaterforestilling – af og med Frank Clifforth


Det siger tilskuerne om forestillingen:

Interview og sneak peak:

Min oplevelse med foredraget om alkohol og misbrug ved Frank Clifforth:


Jeg havde en fantastisk oplevelse med foredraget! Det var vildt spændende og fangede lige fra start. Selve starten hvor han bare sidder helt alene på scenen og "tager stoffer" var virkelig rammende, jeg tænkte et øjeblik for mig selv, det er jo ikke sådan det er, men det er det jo for nogen - det synes jeg var en øjenåbner. Jeg kommer selv fra en kristen familie med værdier i alt andet end alkohol og fester, men dermed ikke sagt, at jeg ikke har set hvad det kan gøre. Jeg har selv venner, kristne og ikke kristne, som tager stoffer og som drikker sig fulde hver weekend, hvilket jeg ikke selv kan identificere mig med, men jeg tror Franks syn på hele den her verden hvor man "gemmer sig" og egentlig bare er bange, det fik mig til at tænke.


Jeg er meget afklaret med, at jeg aldrig selv kommer til at drikke mig fuld eller prøve stoffer, men for nogle er det en hverdag, og jeg tror ikke jeg før har tænkt over, at det er så svært at komme ud af. Da jeg snakkede med min ven omkring hans misbrug, var jeg måske meget opmærksom på, at han bare skulle stoppe nu og at det var for dumt, hvor der måske, som ved Frank, ligger mere bag. Jeg blev både rørt, provokeret og forundret over Franks foredrag.


Jeg synes det var helt vildt godt, at han stod alene på scenen, fordi man på den måde virkelig fik HANS historie, den er hverken gjort pænere, værre eller blevet censureret - den er som den er. Min oplevelse var også, at det ikke var noget man gjorde grin med, vi kender nok alle en som har eller har haft et misbrug, enten af stoffer eller alkohol, så jeg tror også den ramte os, jeg ved i hvert fald at den ramte mig.


Den måde han formåede at få sin mor med, selvom hun ikke var på scenen synes jeg også var god, fordi man bare kunne mærke den trang han havde til at få kærlighed. Jeg tror ikke der er en eneste i den hal der kan sige "Jeg er ligeglad med, om mine forældre elsker mig" i hvert fald ikke uden at få en klump i halsen. Så selvom vi måske ikke kan identificere os med hele situationen med misbrug, så kan vi alligevel godt nikke genkendende til det her med, hvis jeg nu bare lige gør det her, så vil mor elske mig endnu mere! Jeg synes Frank var god til ikke at pakke noget ind.


Selve stykket var godt bygget op. Det var vildt fedt, at der både var sang, skuespil og voice-over. Det skabte et godt flow. Man kunne også mærke ham i stykket, det gjorde det bare endnu mere rammende. Det bedste ved stykket var nok da han smed tøjet (vent på forklarelse), fordi han blottede sig. Som han selv fortalte, var det vildt grænseoverskridende, men jeg tror også det var "det der skulle til". Vi sad jo alle sammen og undrede os over hvad han lavede, og holdt vejret da han løb ned gennem det hele og råbte efter hjælp. Det ramte noget inde i mig. Vi har nok alle sammen noget vi går og tumler med, men hvor langt skal vi ud, før vi tør råbe efter hjælp?


Frank Clifforths historie var godt fortalt. Min oplevelse med foredraget var god - meget god. Jeg ville klart anbefale andre at se det, og har også tilføjet den afsluttende sang "Hjem" med Sanne Samuelsen til mine playlister, så alt i alt et godt foredrag.


En elev i 2. g

Hvad sker der egentlig i hovedet på en der er afhængig af stoffer og alkohol – og hvor kommer trangen fra?


For mange kan det være svært at sætte sig ind i – for mit eget vedkommende har jeg aldrig været i nærheden af stoffer, så den del er en helt fremmed verden for mig. Jeg har ofte undret mig over hvorfor folk dog tager det skidt, når man så tydeligt kan se at det bare ikke gør noget godt for dig.


Franks teaterstykke tager dig igennem hvad der foregår i hovedet på en der tager stoffer, på en meget dramatisk, rørende og hudløs ærlig måde. Og det rammer!


Stykket bliver på intet tidspunkt kedeligt eller forudsigeligt, og variationen mellem skuespil, lys, lyd og sange var sublimt sat op. Med få enkle midler formår Frank, via hans indlevelse, at vise et liv og en verden, som står tydeligt frem for alle i salen.


Historien som bliver fortolket på scenen, er Franks egen – og han lever den tragiske og barske historie igen på scenen. Og det kan man mærke, og det gør at det rammer en uanset din baggrund og historie. Frank lever sig ind i det, og taler, spiller og synger med hjertet – og er ikke bange for at vise sine tårer for os.


For mit vedkommende rammer den indlevelse Frank viser dybt og fortællingen om hvor tingene stammer fra, minder mig om at stofferne er jo bare en flugt for mennesker, unge som gamle, der har brug for hjælp. Den positive hensigt der ligger bag enhver adfærd, skriger jo til himlen om hjælp. Og hvor er det stærkt at høre og se og mærke bare en enkelt mand på scenen, som med ganske få og simple midler, får alle fanget i hans budskab.


Det var ikke kun mig som blev fanget, jeg lagde også mærke til at de selvsamme unge mennesker som i starten havde facaden på og grinede og fniste for at spille seje, efterhånden blev mere og mere stille. På et tidspunkt siger Frank noget (jeg siger ikke hvad, for det skal I selv opleve) og der blev stille… helt stille. Det var virkelig et magisk øjeblik.


Stykket burde efter min mening være obligatorisk for de unge i deres uddannelse, da jeg er helt sikker på det vil hjælpe mange af dem til at træffe et andet valg. Ingen tvivl om at det sætter tankerne i gang og rammer – og viser fremfor alt bagsiden af medaljen. Hvad er der bagved stofferne og alkoholen. Og fremfor alt finder vi alle ud af at det aldrig er for sent. Det kræver bare én person som tror på dig og hjælper dig. Og der er mange der vil hjælpe, hvis man tager skridtet og siger de magiske ord... hjælp mig!


Så min anbefaling er for alle – unge som gamle – til at få denne oplevelse, få et nyt perspektiv, få en oplevelse der kan mærkes og huskes.


Jan Stobberup - Selvstændig (konsulentydelser)


Jeg har arbejdet – og arbejder stadig – med unge mennesker, og med mine 12 års erfaring har jeg set og hørt en del forskellige foredrag og oplæg omkring stoffer. Derfor var jeg spændt og nysgerrig på budskabet, og ærligt nok også en smule skeptisk omkring teaterstykket.


Efter at have set det må jeg ligge mig fladt ned. Jeg blev dybt rørt over at kunne følge den evige kamp efter anerkendelse og at blive elsket af sine forældre. Med tanke på nogle af de unge mennesker jeg har haft med at gøre, var det bare troværdigt. Teaterstykket viste tydeligt at det faktisk ikke er så spændende at tage stoffer, og viser især konsekvenserne der har været for det liv Frank har valgt i stedet for.


Stykket egner sig ikke kun godt for unge, men også alle vi fagfolk der arbejder med unge. Ærligt så spotter vi ikke de unge tidligt nok, i forhold til tegn på atypisk adfærd – og det tror jeg det stykke her kan hjælpe os med. Som fagfolk må vi efter min mening aldrig være bange for at spørge ind til de unge, og især ikke miste troen på at vi kan gøre en forskel, og efter at have stykket sidder jeg med både fornyet tillid til det vi gør og ny inspiration.

Normalt har vi fagfolk fået at vide at rent præventivt plejer det ikke at virke med eks-misbrugere og eks-rockere osv., men efter at have set dette stykke er jeg helt klart ikke i tvivl om at det vil gøre en forskel. Jeg kan kun give de varmeste anbefalinger – og at fagfolk ikke skal være bange for at købe det ind.


Der er ikke mange der kan gå ind med den indlevelse og ærlighed som Frank gjorde i sit stykke, noget som de unge (og os andre) i salen kunne mærke meget tydeligt. Det er virkelig imponerende at han ene mand på scenen, kan give os alle det indblik i hans liv – på en gang rørende og dybt. Og hvor kræver det røv i bukserne at vise følelser på den måde på scenen.


Sangene der er valgt at tage med er så dybe, der er mening bag enhver sang. De viser det kaos der var i hans liv på det tidspunkt – og sangene har været Franks måde at sætte ord på. Hele stykket og sangene var en kæmpe øjenåbner for både de unge og os der har med unge mennesker at gøre.


Jeg håber virkelig at det er stykke vi kan få ud på uddannelserne og opholdsstederne rundt omkring i landet, da jeg virkelig tror at Frank har mulighed for at sætte et nyt perspektiv for de unge og os andre.


Pia Bach Hansen – SSP Horsens kommune

Frygten, savnet, smerten, den fysiske og psykiske vold, ensomheden.. Alt sammen udtrykt så stærkt gennem musikken og ikke mindst gennem Franks talent for at fange publikum og lade dem få indblik i de barske vilkår, han voksede op under.


Vilkår, der endte ud i et misbrug, som ødelagde ham selv og andre.


Frank skaber gennem lyd, lys, musik og enkle effekter rammen om sin fortælling, der efterlader sit publikum rørt til tårer, mange refleksioner og lysten til at vide mere.


Et stykke med flere budskaber til både de unge, men også til os som dagligt har berøring med børn og unge.


Tag nu ansvar for dig selv og dit liv på trods af, hvad du har været igennem er det, der for mig står stærkest. Der kommer lys, hvis du kæmper. Vejen er hård, og du får sikkert brug for hjælp, men det er helt sikkert kampen værd!!

Mit navn er Annette Jeg er mor til 2 drenge på 10 og 15 år.


Jeg er uddannet pædagog og har igennem de sidste 10 år arbejdet indenfor specialområdet.


Jeg har med stor interesse haft fornøjelsen af at opleve Frank Clifforths teaterstykke, som er baseret på hans eget liv og opvækst.


Lige fra første øjeblik, blev jeg grebet af stykket. Der var mange følelser der væltede indover mig undervejs og flere gange sad jeg med en klump i halsen og blanke øjne.


Jeg ville ønske jeg havde slæbt min egen 15 årige dreng med, som dagligt i skolen oplever misbrug på nærmeste hold, klassekammerater som tydeligvis ikke har den bedste opvækst med alkoholiserede forældre med i rygsækken.


Stykket er en rigtig øjenåbner for alle uanset egne sociale baggrunde.


Jeg vil ønske at så mange teenager som muligt får oplevelsen af at se Franks stykke. Der er ingen der bliver punket i hovedet med formaninger om, hvad man bør og skal. Det er et hudløst ærligt indblik i en lille dreng/ung mands liv. Om hvor stor betydning tryghed og nærhed i opvæksten har. Om kampen for anerkendelse, forudsigelig kærlighed og omsorg - Kampen for at vokse op i en tryg og stabil kernefamilie, hvor stoffer og alkohol tidligt blev flugten fra virkeligheden - Flugten fra ansvaret for eget liv.


Stykket er sat op med vildt fangende lyd og lyseffekter. Jeg har aldrig selv prøvet nogle former for euforiserende stoffer, men effekterne gav en tydelig fornemmelse af det kaos og ubehag der er forbundet med det.


Jeg havde flere gange under stykket en stor lyst til, at kunne skrue tiden tilbage og give det lille barn der skreg på hælp et kram. Frank oplevede desværre i stedet i hans barndom, at blive betragtet som uopdragen og fik skrevet hjem hvilket resulterede i korporlig afstrafning. Stykket rørte mig så dybt og der var mange tanker som efterfølgende fyldte i mig.


  • Det lille barn der skriger på hælp, men som ikke ses - Heller ikke af de profesionelle.
  • Hvordan påvirker euforiserende stoffer og alkohol ens liv.
  • At turde gribe ind og hjælpe hinanden.
  • Mit virke som uddannet pædagog - Har jeg overset nogle børn igennem mine år.
  • At turde stå op og tage ansvar for eget liv, fremfor at give andre skylden.


Frank kombinere stykket med egne sange som er MEGET gribende og som er med til, at give en god understøtning sammenhæng i stykket.


Stykket slutter af med, at Frank kommer på scenen og fortæller hvor han er i dag og det giver en god afslutning på stykket og svar på mange af de spørgsmål som man undervejs får.

En fantastisk oplevelse i Magion, Grindsted d 20/2-18. Frank formår at holde publikum fanget under hele stykket. Spændende, tempofyldt, rørende og tankevækkende. Budskabet når helt sikkert ind under huden på de unge mennesker. Kan klart anbefales til unge i hele landet.


Connie Smidstrup, terapeut og misbrugsbehandler

Jeg har været så heldig at få lov at opleve Franks teaterstykke. Det var super godt, jeg sad flere gange og blev ramt helt ind hvor det gør ondt.


Jeg kunne følge hele hans historie, og det er en fed måde, han fortæller den på. Frank formår at fortælle hans historie på en måde, så man bliver helt opslugt.


En rigtig god oplevelse som har et vigtigt budskab


Keld Jensen

Konsulent

Landsforeningen af VæreSteder

Se billeder fra forestillingen i galleriet


Frank Clifforth

frankclifforth@gmail.com

tlf.  (+45) 71 72 42 27

Copyright © Frank Clifforth


Skriv til webmaster